Øje for landskab
Landskabet er et levende arkiv
Øje for landskab er en udstilling der ser nærmere på de mange forskellige slags samspil mellem mennesker og natur, sted og teknologi, der findes i landskaberne. En udstilling kurateret i samarbejde med kulturgeograf Emmy Laura Pérez Fjalland. Øje for landskab er en fast del af den nuværende udstilling på Esrum Kloster, og kan opleves året rundt.
Få øje for landskabets historier
Udstillingen er kurateret i samarbejde med kulturgeograf Emmy Laura Pérez Fjalland og undersøger, hvordan mennesker gennem tiden har levet i, brugt og formet landskaber. Gennem materialer, fortællinger og sanselige greb viser udstillingen samspillet mellem mennesker, natur, sted og teknologi – og de komplekse historier, der ligger gemt i enge, skove, marker og vand
En foranderlig, lokal udstilling
I udstillingen er historierne ikke gemt bag glas og i montre: Naturmaterialer indsamles i landskabet året rundt og publikum inviteres til at røre, dufte, fordybe sig og undersøge alt. Øje for landskab er en foranderlig udstilling, der udvikler sig med årstidernes skiften og gennem publikums deltagelse i værksteder og arrangementer, hvor nye lag føjes til, er publikum selv med til at forme indholdet i Øje for landskab.
Udstillingen er skabt af materialer, som er indsamlet lokalt i Nordsjælland: Træet som møblerne er lavet af, stammer fra Gribskov, og i et særligt lydværk høres fuglelyde optaget i Esrum.
Landskabets betydning i en nutidig debat
Landskaber er fulde af historier. Her har mennesker levet i tusindvis af år, og er filtret dybt ind i naturen. Mennesker har beboet og tilpasset liv og landskaber på forskellige måder. Landskaberne udgør således et slags levende arkiv – et arkiv, der kan gøre os klogere på alskens samspil mellem mennesker og natur, sted og teknologi.
Landskabernes historier er sjældent enkle. Men de kan være både nyttige og inspirerende i en tid, hvor menneskets rolle i naturen er taget op til grundig overvejelse. At få øje for de landskaber vi lever i og deres komplekse historier, har derfor sjældent været vigtigere.
Med udstillingen Øje for landskab belyses nogle af de landskabshistorier, du kan opleve og udforske i Esrums fugtige enge og skovklædte bakker, især med fokus på tiden siden munkenes ankomst. Kom med gennem det åbne land, skovbrynet, skoven, jordbruget og det ferske vand.
Publikum skaber udstillingen
Ligesom landskabet udenfor er rummene i Øje for landskab i bevægelse. Materialer indsamles og høstes løbende i området omkring Esrum og bearbejdes lokalt, så udstillingen hele tiden forandrer sig.
Her må du bruge sanserne. Du må røre, dufte og undersøge materialerne. Du kan fordybe dig i bøgerne, tage dig tid ved vinduerne og lade blikket vandre mellem udstilling og landskab.
Rundt på pultene finder du inspirationskort med sanselige aktiviteter, som du kan tage med dig – hjem eller med udenfor klosteret. Ud i det, det hele handler om: naturen omkring os og vores fælles landskaber.
Udstillingen udvikler sig også gennem løbende værksteder og arrangementer, hvor nye lag føjes til, og hvor du selv er med til at opbygge og forny indholdet i Øje for landskab over tid.
Lån en Landskabspose
I udstillingen Øje for landskab låner du Landskabsposen, som du tager med udenfor. Landskabsposen er både for børn og voksne – alene eller i fælleskab – og dens indhold inviterer til at du kan være kreativ, nysgerrig og opleve landskabet med nye øjne.
I Landskabsposen finder du små aktiviteter: Noget man kan tegne, noget man kan lave med hænderne, noget man indsamler og undersøger – og små spørgsmål, der sætter tankerne og snakken i gang. I Landskabsposen finder du også et kort med steder, hvor det er særligt godt at slå sig ned, og idéer til hvordan du tager oplevelsen med hjem. Landskabsposens indhold skifter med årstiderne, så der er altid noget aktuelt at udforske og afprøve.
Kurateret af kulturgeograf
Emmy Laura Pérez Fjalland er ph.d. i geografi og planlægning og arbejder i dag som postdoc-forsker ved Fuglsang Kunstmuseum samt Landskabsarkitektur & -planlægning på Københavns Universitet.
Siden 2020 har hun skrevet ugebrevet Jordbo i samarbejde med Føljeton og står bag en række anmelderroste udgivelser, herunder En ledsager i uregerlige tider (2021), Almanak: En bevægelse gennem årets landskaber (2023) og Haverne i haven ved fjorden (2024).
Hun har netop udgivet En topografi: Tusind år i landskabet omkring Esrum Kloster, udgivet af Esrum Kloster & Møllegård med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Bogen er formgivet af Mads C. Sandholm og Laura Silke.
Grafiker Mads Christian Sandholm og Laura Silke, snedker Hans Michael Nielsen, designer og buschcrafter Regine Thomsen, billedhugger Ellen Martine Heuser, lydkunstner Ingeborg Okkels, Sara Daugbjerg fra FabLab (Roskilde Universitet), kurvemager Steen H. Madsen, Skovskolen i Nødebo er nogle af alle dem som har bidraget til formgivningen af Øje for landskab.
Øje for landskab er støttet af Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond og Nationalpark Kongernes Nordsjælland.












