Digital tidsrejse med AR og VR
Oplev klosteret som det så ud for over 500 år siden
Skyhøje, røde murstensmure troner op i landskabet. Et cistercienserkloster så storslået, at Gud må have hjulpet munkene, der byggede det. Nogle bønder må have tænkt netop dén tanke, når de stod foran Esrum Kloster for over 500 år siden. Men i dag er de fleste mure væk. Kun en brøkdel af klosteret står i dag tilbage. Det er derfor svært at forstå, hvor imponerende det var i sin storhedstid. Men vi har gjort det umulige muligt: Gennem virtual og augmented reality, VR og AR, kan I se de gamle murstensmure rejse sig fra jorden og opleve munkenes liv helt tæt på.
En digital tidsrejse i landskabet
Ved jeres ankomst til Esrum Kloster & Møllegård får I, sammen med billetterne, udleveret en iPad i klosterbutikken. Med den i hånden træder I ind midt i danmarkshistorien for 500 år siden. I bevæger jer fysisk rundt på området omkring Esrum Kloster, og på jeres skærm ser I klosteret genrejse sig i fuld størrelse netop der, hvor de mægtige bygninger rent faktisk lå i landskabet.
Mød Ånden fra Esrum Kloster
Ved tidsrejsens begyndelse bliver I budt velkommen af Ånden fra Esrum Kloster, der bliver levendegjort af skuespiller Lars Mikkelsens stemme. Ånden er jeres guide. Den har set alt og ved alt om Esrum Kloster. Den tager jer med rundt og får de mægtige klosterbygninger til at rejse sig fra jorden under jer.
Ved rejsens start giver ånden jer et overblik over området, og herefter tager den jer med ind til det allerhelligste – munkenes fratergård. I kommer en tur ind på munkenes bibliotek og sovesal og hører, hvordan munkene dedikerede hele deres liv til klosteret. Ånden viser jer endda, hvor en munk ligger begravet.
Jeres digitale rejse slutter med et brag. 400 års storhedstid ender ved reformationen, hvor kongen overtager området og næsten alle bygninger rives ned. I står tilbage med støvet hvirvlende om ørene på jer.
Rejsen fortsætter inden for klostermurene
Fortsæt den digitale tidsrejse inde i klosterets udstilling. Her kan I opleve det store kirkerum indefra og se området fra luften i et par virtual reality briller.
De digitale oplevelser på Esrum Kloster & Møllegård er skabt i samarbejde med det prisvindende Virtual Reality (VR) og Augmented Reality (AR) produktionsstudie Khora.
“Augmented reality er en helt ny type kultursoplevelse. Teknologien bag augmented reality har indtil 2021 ikke været moden nok til at blive udrullet smidigt og i større skala på vores museer. Nu har vi krydset en grænse, der tillader institutioner som Esrum Kloster & Møllegård at udvikle og bruge det aktivt i formidlingen. Dét har Esrum Kloster & Møllegård satset på som en first-mover i Danmark”.
Matias Katajavaara Seidler, partner i Khora