Om Esrum Kloster & Møllegård
Vi er en kulturhistorisk oplevelsesattraktion i Nordsjælland
Esrum Kloster rummer forskellige udstillinger om cistercienserordenen og klostrets magtposition i middelalderen. Møllegården består både af en café, klosterbutik og vandmølle. Esrum Kloster & Møllegård huser den socialøkonomiske virksomhed Fonden Kilden og Nationalpark Kongernes Nordsjællands sekretariat.
Vores vision
Esrum Kloster & Møllegårds vision er at være et sted for alle, hvor kulturarv og naturoplevelser smelter sammen. Vi bevarer og formidler stedets kultur- og naturarv, der knytter sig til bygninger, natur og landskab. Vi laver oplevelser, der skaber en effekt hos de mennesker, der besøger os. Alle vores events tager udgangspunkt i samfundsstruktur og magtforhold, menneskets eksistens og naturens ressourcer. Sammen med samarbejdspartnere og frivillige, laver vi oplevelser året rundt, både i hverdagen, i skolernes ferier og i højtider.
Tre temaer
Klosteret har været et magtcentrum både for cistercienserordenen og kongeslægten. Liv er blevet dedikeret til troen bag klostermurene og naturen har spillet en afgørende rolle for alle, der har levet her. Samfundsstruktur og magtforhold, menneskets eksistens og naturens ressourcer er derfor omdrejningspunkt for alle events på Esrum Kloster & Møllegård i dag.
Menneskets eksistens
Munkene på Esrum Kloster var i høj grad optagede af det eksistentielle. De var bundet sammen i troen på den kristne Gud og deres livsopgave, som var at gå i forbøn for andre mennesker og sikre deres frelse efter døden. Når den enkelte munk trådte ind i fællesskabet, fralagde han sig sin identitet, for at vie sit liv til cistercienserordenen, som klosteret tilhørte. Da munkene forlod klosteret, rykkede nye mennesker og kulturer ind med andre værdier og livssyn. Når vi fortæller disse menneskers historier, gør vi det med udgangspunkt i det at være menneske: Hvem var de, hvad troede de på og hvem ville de gerne være?
Samfundets strukturer og magtforhold
Mange af de institutioner, som på skift har været knyttet til området de sidste 900 år, har på forskellig vis været en vigtig del af den danske samfundsstruktur og magtelite. I middelalderen havde klosteret en stor økonomisk og politisk magt. Munkene i Esrum var en del af samfundets centrale magtstruktur. De var veluddannede og sad på vigtig viden, hvilket også var med til at give dem magt. Efter Reformationen, rykkede munkene ud, og kongemagten flyttede ind og ombyggede klosteret til en jagthytte. Siden da klosteret haft mange funktioner for forskellige samfundsinstanser. Vi fortæller om stedets magtforhold, samfundsfællesskaber og de store, historiske ændringer i samfundsstrukturen i fortiden og nutiden.
Naturens ressourcer
Alle de mennesker, der har været knyttet til området, har haft en stor indvirkning på naturen og landskabet. De mange ressourcer i form af Esrum Sø, åen, engene, skovene, og den frodige landbrugsjord er gennem tiden blevet udnyttet både af munkene, kongerne og bønderne. Munkene udnyttede vandet i deres vandmøller og skoven leverede brændsel. Da kongen overtog stedet fortsatte man med at drage nytte af områdets ressourcer, og da Møllegården blev etableret, drev man møllen de næste århundreder. Vi formidler, hvordan naturen er en ressource for mennesker før og nu og hvordan mennesker beskytter, råder og (forsøger) at bestemme, hvad der skal ske med naturen.
Vi vil altid inspirere mennesker til at reflektere over tilværelsens relevante spørgsmål