Sæt jer omkring bålet, mærk varmen fra gløderne og vær med, når træ langsomt forvandles til kul.
Kulsvidning er kort fortalt kunsten at omdanne træ til trækul – et gammelt håndværk fra de nordsjællandske skove, som vi bringer til live på Esrum Kloster & Møllegård i Kristi himmelfartsferien og i pinsen. Det er en aktivitet for hele familien.
Som gæst er du selv en del af processen. I en kulspand følger vi træets forvandling over gløderne, mens vi fortæller historier om livet i skoven og de såkaldte “sorte mænd”, der vogtede milerne. Mens vi venter på at træet bliver forvandlet til kul, er der tid til at snitte en lille blyant, få varmen med en kop te og bare være til stede sammen omkring bålet.
Efter cirka en halv time er kullet klar – og så får I jeres helt eget tegnekul med hjem som minde om en særlig oplevelse.
Vi starter kulsvidningen flere gange i løbet af dagen, så I kan nemt tilpasse besøget til jeres egen rytme – I skal blot møde op inden opstart (se tidspunkter nedenfor) – og vi mødes i Klostergården.
Program:
- 10:30 – Børnerundvisning om Esrum Kloster
- 11:00–12:00 – Kulsvidning
- 13:00 – Voksenrundvisning om Esrum Kloster
- 13:30–14:30 – Kulsvidning
- 14:30–15:30 – Kulsvidning


