For børn
Forældre, sænk bare skuldrene
Vi ved, at tiden sammen med jeres børn er uvurderlig. I skal derfor ikke opfinde den dybe tallerken, når I besøger Esrum Kloster & Møllegård.
Brug en hel dag
Vi har gjort det nemt for jer at bruge en hel dag sammen: Start med at tage et sjovt billede ved gabestokken og gem det som et minde. Spis en is i butikken eller snup en børnevenlig frokost i Møllecaféen. Om sommeren går der får på engen, som gerne vil klappes. Velkommen til et sted, hvor tiden for en kort stund står stille, og hvor små øjeblikke bliver til store familieminder.
Events året rundt
I alle skoleferierne har vi masser af familieaktiviteter, der tager udgangspunkt i områdets historie, natur og kulturarv. Vi afholder events året rundt for børn og barnlige sjæle, og vi tror på, at læring og leg går hånd i hånd.
Velkommen til et sted, hvor tiden for en kort stund står stille, og hvor små øjeblikke bliver til store familieminder.
For de små
Tag på natureventyr
I appen ’Natureventyr’ møder I drengen Eskild, som skal hjælpe en stakkels bonde fri af gabestokken. Det bringer Eskild på en rejse rundt i området ved Esrum Kloster & Møllegård.
Med appen i hånden tager I med på Eskilds eventyrlige dag, der er en skattejagt ude i naturen. Sammen skal I se, høre og røre naturen for at løse en masse udfordringer på en 1,4 km børnevenlig rute. Appen gør det sjovt og nemt at tage børn i alderen 4-9 år med ud i naturen. Selve eventyret slutter af på vores store naturlegeplads. Hvis eventyret gør jer sultne, kan I tage forbi Møllecaféen, hvor børnene kan farvelægge en tegning af Eskild, mens I spiser.
Appen Natureventyr er støttet af Nationalpark Kongernes Nordsjælland og udarbejdet i samarbejde med Esrum Kloster & Møllegård.
Naturlegeplads
På naturlegepladsen kan I lege, at I bor i en middelalderlandsby. På det seje fæstningsanlæg, Stormandsgården, er børnene adelige. Her skal de forcere en voldgrav eller tage en tur på svævebanen for at komme ind. Man kan også angribe fæstningen ved at svinge på en gynge, der ligner en blide, som var en krigsmaskine i middelalderen. På markedspladsen kan børnene lege de er lærlinge hos en håndværker, kravle rundt i de gamle sildetønder eller op på grisene ved bondens hus.
Når de mindste ben trænger til en pause, kan I slappe af i madpakkehuset eller lave snobrød eller anden bålmad med det, I har taget med hjemmefra.
Det er gratis at komme ind på naturlegepladsen, og den er åben døgnet rundt.
For de store
Digitale tidsrejser
VIRTUAL REALITY-BRILLER
Sæt jer godt til rette, tag vores Virtual Reality-briller på og kom med på en fantastisk tidsrejse, hvor I kigger rundt i de nu forsvundne klosterbygninger. Virtual Reality-brillerne giver jer mulighed for at rejse tilbage i tiden og gå på opdagelse i klosterets korridorer, en tur udenfor i den smukke fratergård og ind i den mægtige klosterkirke. Forbered jer på lidt af en svævetur! For til sidst på turen stiger I til himmels og får et imponerende kig udover området. Virtual Reality brillerne finder I på første sal inde på klosteret.
DIGITAL TIDSREJSE MED EN IPAD
Mød ’Ånden fra Esrum Kloster’: Her ser I, hvor stort Esrum Kloster egentlig var i middelalderen. Ved hjælp af en iPad i hånden tager I rundt på området og ser de forsvundne klosterbygninger vokse op i nutidens landskab. På jeres rejse møder I ’Ånden fra Esrum Kloster’, der bliver levendegjort af den velkendte skuespiller Lars Mikkelsens stemme. Ånden fortæller jer, hvordan munkene levede og tager jer med på klosterets bibliotek, sovesal og endda ned i en kiste, hvor en munk ligger begravet. I kan få udleveret en iPad i butikken ved Møllegården.
Reformationsspil: Bestem Danmarks fremtid
I står midt i middelalderen: Der hersker kaos i samfundet, fordi den tyske munk Martin Luther har skabt stor debat om kirkens fremtid. Han har netop hængt 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Teserne er en hård kritik af kirkens syn på synd, og de får adelen og kirken til at kæmpe mod hinanden om, hvad det vil sige at være ”rigtig” kristen i Danmark.
I dilemmaspillet er I en adelsfamilie. I står midt i magtens og troens centrum og I skal afgøre, hvem der skal have magten. Find løsningerne, indgå kloge alliancer og afgør Danmarks fremtid!
Dilemmaspillet er sjovest at spille sammen med andre, men det kan også godt gennemføres alene.
Dilemmaspillet finder i på 1. sal inde på klosteret.