2. oktober
Smagens Time
Kender du nogle madglade børn, der fortjener en helt særlig oplevelse hos os?
Ved SMAGENS TIME onsdag 2. oktober får ungerne en restaurantoplevelse i særklasse, når Møllecaféen serverer lækker mad til dem. Eventet er forbudt for voksne!
Møllecaféen serverer en 3-retters menu til børnene. Deres forældre har ingen adgang til eventet!
Der skal smages, duftes, grines, spørges, spises og snakkes - og hele balladen foregår i Møllecaféen, propfyldt med børn og unge.
Billetter købes via linket til SMAGENS TIME
Møllecaféens menu
Møllecaféen har sammensat en 3-retters menu ud fra temaet ÆBLER.
Menuen består af:
- Forret: Røget laks med æble-fennikelsalat
- Hovedret: Kalkunbryst med hasselbagt kartoffel, æble og sovs
- Dessert: Æbletærte med æbleis
Et socialøkonomisk spisehus
Møllecaféen drives af den socialøkonomiske virksomhed Fonden Kilden, der hjælper unge mennesker og borgere med særlige behov.
Forestil dig et sted, hvor ingen skal kæmpe med at være anderledes. Et sted, hvor alle bliver set som hele mennesker med flere muligheder end udfordringer. Sådan et sted er Fonden Kilden.
På Kildens køkkenlinje hjælper elever og ansatte til i Møllecaféen, og I vil helt sikkert møde dem bag disken. På den grønne linje bliver der blandt andet dyrket krydderurter og afgrøder, som også bliver brugt i Møllecaféen.
Et godt formål
Til SMAGENS TIME inviteres familiens yngste medlemmer på en restaurantoplevelse ud over det sædvanlige
Overskuddet af arrangementet går ubeskåret til Melting Pots arbejde. Med overskuddet fra SMAGENS TIME har man kunne udvikle og understøtte projekter i Bolivia, Brownsville, New York og senest Marokko, hvor unge gennem kulinariske uddannelsesprogrammer og mesterlæreprincippet, har fået et springbræt ud på arbejdsmarkedet.
SMAGENS TIME handler om madglæde, madmod og om værtskab og samvær omkring måltidet. Børnene mødes i øjenhøjde og oplever alle facetter af et måltid – lige fra forventningens glæde, at blive budt velkommen, få anvist plads, tale med jævnaldrende gæster om bordet, få præsenteret maden og tankerne bag af seje kokke og værter, og prøve nye smage, konsistenser og råvarer.